Sæt køkkenmaskinerne i gang med at gøre din hverdag grønnere

Én ting er at jagte den rette elprisaftale og de billige kWh. Men der er mere at hente for både privatøkonomien og miljøet, hvis vi genbesøger vores vaner og opdager, hvad hvidevarerne og husholdningsmaskinerne egentlig kan gøre for os. De er nemlig designet til at gøre vores hverdag grønnere.

Af Ann Lehmann Erichsen, Forbrugerøkonom, Sydbank

Da elprisen sidste år gik amok, fik vi for første gang i mange år øjnene op for detaljerne på elregningen. Pludselig gik vi op i, hvilken elprisaftale vi havde. Fast pris, puljepris eller timepris? Ja, for jagten på de billigste kWh battede jo ikke, hvis aftalen lød på fast pris eller puljepris.

Den billigste kWh er stadig de, vi ikke bruger

Jagten på en lavere elregning kan blive endnu mere givtig, hvis vi for en stund vender blikket bort fra elpris-app’en og dedikerer os selv til at blive klogere og mere miljøvenlige el-forbrugere. Sidste år skruede vi faktisk elforbruget ned med 10 pct. Det var flot, for den billigste kWh er stadig den, vi ikke bruger.

Men vi har meget mere at give af, for der er stadig meget strømspild i hverdagen. Sandheden er, at vi ikke kender vores hvidevarer og husholdningsmaskiner godt nok.

Opvask i maskine sparer 11 gange så meget vand som opvask i hånden. Så opvaskemaskinen skal i sving og helst på økoprogrammet.  Ifølge tal fra Applia, brancheforeningen for hvidevarer og små elektriske husholdningsapparater, er det desværre kun 25 pct. af os, der bruger det program på opvaskemaskinen. Til trods for at disse programmer sparer både el og vand.

Mange tvivler måske også på, at opvaskemaskinens økoprogram sparer el, når det nu typisk tager 4-5 timer. Men den er god nok. Økoprogrammer arbejder med intervaller og iblødsætning. Det tager tid – og det virker.

Bryd ud af rutinen

Når det gælder tøjvasken, skulle man tro, at vi var bekendt med økoknapperne, som har siddet på mange vaskemaskiner i de sidste 40 år. Men nej. Tøjvask sker på rutinen, og kun 5 pct. af forbrugerne bruger økoprogrammet på deres vaskemaskine. Vi holder fast i gamle vaner, og to ud af tre europæiske forbrugere vasker stadig ved 40 grader, selvom moderne vaskemaskiner kan vaske ved lavere temperaturer, og nye vaskemidler også kan få tøjet rent ved lavere temperaturer.

Fryseren er heller ikke uskyldig, især fordi vi er dårlige til at få den tømt og afrimet. Er der bare 2 mm rim i fryseren, sætter den automatisk strømforbruget op med 20 pct. Og vinkøleskabet, som mange er glade for, koster omtrent 100 kr. om måneden i strøm.

Brugsanvisningen er guld værd

Det er desværre kun omkring 8 pct. af forbrugerne, der læser brugsvejledningen, når de får en ny maskine ind i husholdningen. Derfor sker det alt for ofte, at en forbruger køber en ny maskine pga. en bestemt ’ny’ funktion, selv om maskinen, man har i forvejen, har haft funktionen i årevis.

Og er man ikke til brugsanvisninger, kan man ofte finde små film på YouTube, der viser, hvordan apparatet skal betjenes.

Min anbefaling er at læse brugsanvisningerne til alle husholdningsapparater og hvidevarer og så teste især økoprogrammerne. Som regel er de ikke alene mere økonomiske i brug, de er også mere skånsomme.

Du vil måske spørge, om vi nu alle sammen skal starte forfra med at lære at fylde en vaskemaskine? Og ja, det er desværre et godt sted at begynde, eftersom den mest almindelige fejl er at fylde alt for lidt tøj i maskinen. I gennemsnit vasker danskerne kun 3,2 kg tøj i en maskine, der kan rumme 7 kg. Og hvis man er i tvivl om, hvor meget 7 kg tøj er, kan man jo stille vasketøjskurven på badevægten en enkelt gang. Så bliver man klogere.

Sænkes vasketemperaturen fra 40 til 20 grader, bliver strømforbruget mere end halveret. Man kan ofte fravælge forvasken og vil opdage, at normalsnavset tøj stadig bliver rent.

Øv dig i at fylde opvaskemaskinen

Opvaskemaskinen kan pakkes mere intensivt med lag på lag teknik, inden den sættes i arbejde, mens vi andre sover. Ved at lægge noget af strømforbruget i døgnets ydertimer, barberes yderligere et stykke af elregningen, eftersom nettariffen, altså prisen for at få strømmen frem til din stikkontakt, er lavest fra midnat og frem til kl. 6 om morgenen.

70 pct. af forbrugerne forventer mere miljøhandling fra hvidvareproducenterne, men de er faktisk rigtig godt med. Det er forbrugerne, der har hvilet på laurbærrene.

Det eneste, vi mangler, er vel, at maskinernes opsætning bliver ændret, så de automatisk vælger økoprogrammet, og at en alarmknap lyser op, hvis vi vil starte en maskine, der ikke er helt fuld. På den måde bliver vi hjulpet eller nudget til bedre, billigere og mere miljøvenlige husholdningsvaner.

For mig handler det ikke om at give afkald på komfort, men om at forbedre vores husholdningsvaner og sætte maskinerne i gang med at gøre vores hverdag grønnere. Det er de nemlig designet til. Vi skal bare lære at trykke på de rigtige knapper.

 

Denne publikation er ikke et tilbud om eller en opfordring til at købe eller sælge finansielle instrumenter og udgør heller ikke en personlig anbefaling (investeringsrådgivning) i forbindelse med finansielle instrumenter.

Eventuelle generelle anbefalinger er udtryk for Sydbanks forventninger på grundlag af aktuelle markedsmæssige forhold. Anbefalingerne er dermed ikke baseret på fundamentale analytiske forhold, og publikationen kan derfor ikke alene danne grundlag for investeringsbeslutninger. Ved konkrete investeringstiltag anbefaler Sydbank altid at der søges særskilt rådgivning.

Investering er forbundet med risikoen for økonomisk tab. Historiske afkast og kursudvikling eller prognoser for fremtiden kan ikke anvendes som pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling.

Sydbank fraskriver sig ethvert ansvar for tab, der måtte have direkte eller indirekte sammenhæng med dispositioner, der er foretaget alene på baggrund af denne publikation.

Denne publikation er udarbejdet på grundlag af informationer fra kilder, som Sydbank finder troværdige. Sydbank påtager sig dog intet ansvar for mangler, herunder eventuelle fejl i kilder, trykfejl eller beregningsfejl, samt efterfølgende ændrede forudsætninger.

Banken eller dens ansatte kan besidde finansielle instrumenter omhandlet i denne publikation.

Denne publikation må ikke uden bankens udtrykkelige samtykke offentliggøres eller distribueres videre.

Sydbank A/S, Peberlyk 4, DK-6200 Aabenraa, CVR-nr. DK 12626509 er under tilsyn af Finanstilsynet, Strandgade 29, 1401 København K.


Næste artikel